Bliv en del af et fællesskab, hvor I sammen med 8 andre familier ejer tre skønne fristeder midt i vores dejlige danske natur.

Fuldtegnet

Fristeder Bøg

Forening no.2

Rørvig – Sverige – Møn

Fristeders forening no. 2 hedder Fristeder Bøg.

I Fristeder Bøg er alle tre sommerhuse i drift, nemlig huset i Rørvig samt to smukke røde ødegårde beliggende på en stor, kuperet grund i Småland. Foreningens sidste sommerhus ligger i skønne Råbylille på dejlige Møn.

Rørvig

Fristeder Bøgs første sommerhus i Rørvig

Det skønneste sommerhus, kun 10 minutters gang fra en af Danmarks smukkeste strande

Vi har fundet et skønt sortmalet sommerhus, som vi har gennemrenoveret i de bedste materialer. Huset har fået et lækkert nyt badeværelse med ølandssten og med udgang til udebrus, et snedkereret køkken, indbyggede senge og en hyggelig, enkel indretning med møbler fundet på danske og svenske auktioner og markeder.

Sommerhuset på Gyvelvej har to gode terrasser, den ene har morgensol, og den anden er en stor sydvendt træterrasse, der løber rundt om det meste af huset.

Sommerhuset, der er omkring 85 m2, har tre gode, lyse værelser, to af dem med udgang til terrassen og alle med dobbeltseng, det vil sige 6 rigtig gode sovepladser.

 

På grunden er også et hyggeligt anneks, som indrettes med yderligere 2-4 sovepladser.

Huset ligger på en lille, lukket vej, hvorfra I på mindre end 10 minutter kan gå direkte til Rørvig Strand, som er en af Danmarks absolut lækreste og smukkeste sandstrande med kridhvidt sand og klitter, der bugter sig i landskabet.

Vi er på vandsiden af Rørvigvej, på en lille, blind vej, som fører direkte til plantagen og videre ned til stranden.

En time og 10 minutters kørsel fra København.

Sverige

Ægte ødegårdsidyl i de svenske skove med egen skovsø

Sverige hus Bøg

Da jeg første gang besøgte Davidlund, vidste jeg, at det var det helt rigtige for mine Fristeder-familier.

Der er tale om to store, velholdte og smukke ødegårde fra 1840’erne, hvor de tidligere ejere har bevaret den klassiske ødegårdsstil og renoveret nænsomt gennem de sidste 20 år.
Ødegårdene, som tilsammen kan huse op mod 20 overnattende, ligger fuldstændig ensomt, langt fra naboer, midt i en stor lysning i skoven på en stor, flot og kuperet grund, blot 100 meter fra den private, smukke sø med bade- og bådebro.

Det hele udgør sammenlagt et unikt ødegårds-miljø, som ellers er virkelig svært at finde i dag, fordi den slags steder ofte går i arv i generationer. 

Begge huse, som nu tilhører Foreningen Fristeder Bøg, er vidunderlige, og der er fantastiske muligheder for aktiviteter året rundt for både store og små med kano, fiskeri, badning og sauna.

På Davidlund har vi sat nye flotte, svenske tapeter op, og vi har skræddersyet indretningen med et nøje udvalg af møbler, kunst, porcelæn, tæpper og lamper købt på auktion, hos antikhandlere og på markeder rundt omkring i Danmark og Sverige.

Vi køber stort set aldrig nyt, men har fokus på at skabe et fristed, som er både hyggeligt, lækkert og funktionelt, og som hverken ligner det, andre har – eller det derhjemme.

Ødegårdene ligger i Davidslund, lige uden for byen Högsby. Køreturen fra København er 4 timer.

Møn

Fristeder Bøgs sommerhus på Møn

Møn Bøg Spisestue

Smukke strande, gårdbutikker og kunsthal

Vi har købt et dejligt sommerhus i Råbylille, kun 3 minutter fra den skønne Råbylille Strand.

Vi har skabt et dejligt udemiljø med stor terrasse, bålplads og udebad mm.

Vi har renoveret i de bedste materialer og skabt en lækker, lys og personlig indretning med møbler købt på auktion, markeder og antikhandlere i Danmark og Sverige.

Vi har snedkereret et lækkert køkken i fyrretræ og skabe samt skrivebord.